Frem Og Tilbage Er Lige Langt…

.. Derfor flytter jeg tilbage til mit gamle domæne: www.christinnas.blogspot.com

WordPress er cool og Bloggers Delight er fedt, hvis man vil noget seriøst med sin blog. Jeg vil gerne bare have lov til at skrive alle mine tanker ned og poste billeder, jeg selv synes er inspirerende. Jeg savner minimalismen og det rene udtryk, der var ved min gamle blog. Jeg savner at kunne poste store billeder og at lave mit helt eget design. Udover alt dette er jeg træt af de forfærdelige og virkelig grimme reklamer, der forpester denne. Som om der ikke var nok af det i forvejen. Det værste er bare at jeg ikke kan få flyttet alle mine blogindlæg over til den gamle blog (i hvertfald ikke med mine tekniske skills), så det er næsten som at starte forfra og det bryder jeg mig ikke om. Well, nogle gange er det bare det, der skal til.

Jeg håber at I vil følge med mig tilbage på: www.christinnas.blogspot.com for I er skønne.

Let’s hit it!

Stop Analyzing

Løb giver tankerne frit spil, hvorfor det er min foretrukne motionsform. Her skal jeg ikke tælle gentagelser eller holde styr på hvor mange kilos belastning jeg har på vægtskiverne. Jeg kan slå hjernen fra og lade tanker flyve. Det er underlige emner, der bliver taget op i mit hovede, når jeg motionerer. I dag var ingen undtagelse. For det meste tænker jeg meget over de relationer jeg har gjort mig i løbet af den seneste tid. Vurderer dem i forhold til mig selv og analyserer på stort set alt, hvad de har sagt eller gjort. Det er meget trættende og egentlig bare pisse åndsvagt, hvorfor jeg i dag tog mig selv – Christinna – op som emne. Det er en åndssvag måde at gribe livet an på. Hvorfor gå dag efter dag og gennemarbejde og analysere hver eneste lille oplevelse, man har haft den pågældende dag? Er mennesker virkelig så komplicerede, at man er nødt til den slags for at finde ud af hvor de vil hen – eller hvad de vil? Måske er nogle, men så komplicerede mennesker har jeg ikke tid eller overskud til at lade være en del af min hverdag. Det her tegner sig til at kunne blive en vanvittig lang smøre om kragetæerne, der egentlig virkede meget mere logiske i mit hovede, men som er svære at få skrevet ned, så de gi’r mening, hvorfor jeg vil afslutte det hele med et løfte til mig selv om, at jeg fra i dag stopper med at analysere på fortiden, og generelt bare er mere tilstede i nuet.

 

This Crazy Obsession

Okay, så var det at jeg i dag skulle i Genneren efter et bord, jeg havde fået sat til side og lige da jeg træder ind af døren, står de der. Et par helt fantastiske Buffalo-boots til 50 kroner. Desværre var det en str. 39, hvilket ville se totalt latterligt ud på min str. 37. 

Jeg ved ikke hvor den pludselige Buffalo-obsession kommer fra, for jeg husker tydeligt, da jeg for to år siden boede i København og en ret så cool tøs kom gående forbi mig i Store Kongensgade iført et par, hvor jeg tænkte: “Jeg gør det aldrig igen – ALDRIG!”. Det var som om, at jeg i min Spice Girls-periode i slutningen af 90’erne fik nok af Buffalo’s og indså at det var en skrækkelig form for mode og dermed blev fast besluttet på at jeg aldrig ville springe med på den vogn igen. Dette var altså lige indtil at Camilla og jeg var på Carlsberg til den vildeste Robyn koncert, hvor selveste Robyn var iført Buffalo-lignende boots. Det fik mig igen til at genoverveje situationen, men alligevel droppe det, “da det jo kun er Robyn, der kan pull’e det off”. Et halvt år senere i jagten på inspiration – og en Boy London Tee til billige penge, faldt jeg over et billede på en tilfældig blog, hvor en Boy London model var iført et par. Jeg var rystet – ikke så meget over billedet og skoene, men mere over min egen reaktion, der efterhånden var mere alá “måske er det egentlig meget cool det der?” end “hold nu kæft mand, hvor er det bare kikset 90’er!”. Lige siden Boy London billedet har de skøre sko spøgt i min underbevidsthed og det er som om at de gang på gang dukker op. Jeg bør virkelig gøre noget ved det. Altså – det er jo bare et par sko, ikke? Et par sko, der åbenbart får rigtig meget plads her på min blog i form af denne uendelige omgang kragetæer. Jeg stopper nu med ordene: “Det er okay at skifte mening, ikke?” og “Buffalos str. 37 søges!”.

Trying Something New

Jeg tænker at jeg vil prøve noget nyt, gammelt. Facebook!

Jeg har oprettet en side for bloggen. Du kan like den lige HER. Måske bliver den en succes. I bund og grund gør det vel, for det giver jer, der synes at mine kragetæer er ok cool’e eller bare god tidsfordriv (eller toiletlæsning), mulighed for at få at vide hvornår, der er nye indlæg, og jer, der hader det, slipper for min gentagende blog-spam på min personlige Facebook-profil, da denne vil blive flyttet over på siden, sammen med en hel del andre opdateringer og crazy thoughts.

Wanderlust

Wanderlust

“An irresistible desire to travel to understand one’s very existence”

Det sker at jeg får en ustyrlig trang til at smide alt, hvad jeg har i hænderne. Droppe alt omkring mig. Droppe alle omkring mig. Lade hverdagen være hverdag. Og forlade den – til fordel for noget nyt og noget spændende. Noget mere farverigt og noget mere levende. Det sker som regel i vinterhalvåret, eller når jeg bare har kørt i det samme trivielle hak for længe. Jeg føler mig rastløs og mangler nye udfordringer og ny inspiration. Jeg savner ting, der tager vejret fra mig og mennesker, der forbløffer mig – overrasker mig. Rodløs. Som i “uden fast holdepunkt i tilværelsen”. Det sker igen nu. Det gør min sindssyg.

Money Over Fashion?

Januar har været en skrækkelig måned – økonomisk i hvertfald. Og det er (som altid) i sådanne måneder, at det bugner med fantastiske materialistiske cravings, der må undertrykkes på en eller anden måde. Alt dette oveni en total renovering af min elskede lejlighed har medført at jeg nu ligger inde med en kæmpe lang liste over ting, jeg bare må eje i løbet af februar. Sagen er bare den at listen efterhånden er blevet så lang, at jeg bliver nødt til at vælge og det er her jeg kommer i et urimeligt dilemma. Her er blot nogle af de lækre ting, jeg skal vælge mellem:

Ét styks Ain’t Laurent t-shirt, der er usandsynligt fantastisk og .. fantastisk!

Et par nye creepers. Helst Underground-style, eftersom jeg smed mine old-gamle ud for ca. et år siden og virkelig godt kunne bruge dem nu!

Et par Dr Martens Original 3-Eye – ja! De er nu bare ret nødvendige, men også alt for dyre.

Givenchy t-shirten – altså.. Den med hunden! Et must have! Ligesom Laurent t-shirten – den fantastiske.

Udover disse fire ret så gode, men ret så dyre køb, mangler jeg basics, som i sorte jeans og varme trøjer. Derudover skal jeg have hatte – flere hatte. Og så var der også lige de der Buffalo’s som jeg (sammen med Creeper’ne) smed ud – og fortrød!

Så det er jo ikke bare sådan lige at sige “Erle, perle, pif, paf, puf” vel?

Sunblock …

Jeg hader kræft. Alle former for kræft. Det er nok den mest forfærdelige sygdom, der er til i denne verden. Alle mine familiemedlemmer, der nu er døde, er alle døde af kræft. Derfor synes jeg, at det er meget uforsvarligt ikke at tænke sig om, når man rent faktisk kan gøre noget for at mindske risikoen. Det gælder ikke kun når man opholder sig i solen, men også andre steder. Er du kvinde kan du f.eks. starte HER!

Leaving The Party

Klokken er 23.32 og jeg har lige smidt mig i min seng. Jeg er lige taget hjem fra Øgaderne, hvor der blev lagt op til en skør abefest med ret så lækre drinks, efter en hyggelig aften med Anders og popmusik. Jeg drak vand, vand og atter vand. Latterlige nytårsforsæt. I morgen skal jeg tidligt op. Jeg skal træne med Tine og drikke mere vand. Nye tider – kedelige tider, men det er godt til mig. Nu er klokken 23.34 og jeg vil sove. Godnat og god lørdag-dag-dag.