Frem Og Tilbage Er Lige Langt…

.. Derfor flytter jeg tilbage til mit gamle domæne: www.christinnas.blogspot.com

WordPress er cool og Bloggers Delight er fedt, hvis man vil noget seriøst med sin blog. Jeg vil gerne bare have lov til at skrive alle mine tanker ned og poste billeder, jeg selv synes er inspirerende. Jeg savner minimalismen og det rene udtryk, der var ved min gamle blog. Jeg savner at kunne poste store billeder og at lave mit helt eget design. Udover alt dette er jeg træt af de forfærdelige og virkelig grimme reklamer, der forpester denne. Som om der ikke var nok af det i forvejen. Det værste er bare at jeg ikke kan få flyttet alle mine blogindlæg over til den gamle blog (i hvertfald ikke med mine tekniske skills), så det er næsten som at starte forfra og det bryder jeg mig ikke om. Well, nogle gange er det bare det, der skal til.

Jeg håber at I vil følge med mig tilbage på: www.christinnas.blogspot.com for I er skønne.

Let’s hit it!

Husk Nu Også Lige

… At like bloggens Facebook-side lige HER! Gør det hvis du bare én gang i mellem læser med – også hvis det er mens du sidder på toilettet.

Stop Analyzing

Løb giver tankerne frit spil, hvorfor det er min foretrukne motionsform. Her skal jeg ikke tælle gentagelser eller holde styr på hvor mange kilos belastning jeg har på vægtskiverne. Jeg kan slå hjernen fra og lade tanker flyve. Det er underlige emner, der bliver taget op i mit hovede, når jeg motionerer. I dag var ingen undtagelse. For det meste tænker jeg meget over de relationer jeg har gjort mig i løbet af den seneste tid. Vurderer dem i forhold til mig selv og analyserer på stort set alt, hvad de har sagt eller gjort. Det er meget trættende og egentlig bare pisse åndsvagt, hvorfor jeg i dag tog mig selv – Christinna – op som emne. Det er en åndssvag måde at gribe livet an på. Hvorfor gå dag efter dag og gennemarbejde og analysere hver eneste lille oplevelse, man har haft den pågældende dag? Er mennesker virkelig så komplicerede, at man er nødt til den slags for at finde ud af hvor de vil hen – eller hvad de vil? Måske er nogle, men så komplicerede mennesker har jeg ikke tid eller overskud til at lade være en del af min hverdag. Det her tegner sig til at kunne blive en vanvittig lang smøre om kragetæerne, der egentlig virkede meget mere logiske i mit hovede, men som er svære at få skrevet ned, så de gi’r mening, hvorfor jeg vil afslutte det hele med et løfte til mig selv om, at jeg fra i dag stopper med at analysere på fortiden, og generelt bare er mere tilstede i nuet.

 

This Crazy Obsession

Okay, så var det at jeg i dag skulle i Genneren efter et bord, jeg havde fået sat til side og lige da jeg træder ind af døren, står de der. Et par helt fantastiske Buffalo-boots til 50 kroner. Desværre var det en str. 39, hvilket ville se totalt latterligt ud på min str. 37. 

Jeg ved ikke hvor den pludselige Buffalo-obsession kommer fra, for jeg husker tydeligt, da jeg for to år siden boede i København og en ret så cool tøs kom gående forbi mig i Store Kongensgade iført et par, hvor jeg tænkte: “Jeg gør det aldrig igen – ALDRIG!”. Det var som om, at jeg i min Spice Girls-periode i slutningen af 90’erne fik nok af Buffalo’s og indså at det var en skrækkelig form for mode og dermed blev fast besluttet på at jeg aldrig ville springe med på den vogn igen. Dette var altså lige indtil at Camilla og jeg var på Carlsberg til den vildeste Robyn koncert, hvor selveste Robyn var iført Buffalo-lignende boots. Det fik mig igen til at genoverveje situationen, men alligevel droppe det, “da det jo kun er Robyn, der kan pull’e det off”. Et halvt år senere i jagten på inspiration – og en Boy London Tee til billige penge, faldt jeg over et billede på en tilfældig blog, hvor en Boy London model var iført et par. Jeg var rystet – ikke så meget over billedet og skoene, men mere over min egen reaktion, der efterhånden var mere alá “måske er det egentlig meget cool det der?” end “hold nu kæft mand, hvor er det bare kikset 90’er!”. Lige siden Boy London billedet har de skøre sko spøgt i min underbevidsthed og det er som om at de gang på gang dukker op. Jeg bør virkelig gøre noget ved det. Altså – det er jo bare et par sko, ikke? Et par sko, der åbenbart får rigtig meget plads her på min blog i form af denne uendelige omgang kragetæer. Jeg stopper nu med ordene: “Det er okay at skifte mening, ikke?” og “Buffalos str. 37 søges!”.