This Crazy Obsession

Okay, så var det at jeg i dag skulle i Genneren efter et bord, jeg havde fået sat til side og lige da jeg træder ind af døren, står de der. Et par helt fantastiske Buffalo-boots til 50 kroner. Desværre var det en str. 39, hvilket ville se totalt latterligt ud på min str. 37. 

Jeg ved ikke hvor den pludselige Buffalo-obsession kommer fra, for jeg husker tydeligt, da jeg for to år siden boede i København og en ret så cool tøs kom gående forbi mig i Store Kongensgade iført et par, hvor jeg tænkte: “Jeg gør det aldrig igen – ALDRIG!”. Det var som om, at jeg i min Spice Girls-periode i slutningen af 90’erne fik nok af Buffalo’s og indså at det var en skrækkelig form for mode og dermed blev fast besluttet på at jeg aldrig ville springe med på den vogn igen. Dette var altså lige indtil at Camilla og jeg var på Carlsberg til den vildeste Robyn koncert, hvor selveste Robyn var iført Buffalo-lignende boots. Det fik mig igen til at genoverveje situationen, men alligevel droppe det, “da det jo kun er Robyn, der kan pull’e det off”. Et halvt år senere i jagten på inspiration – og en Boy London Tee til billige penge, faldt jeg over et billede på en tilfældig blog, hvor en Boy London model var iført et par. Jeg var rystet – ikke så meget over billedet og skoene, men mere over min egen reaktion, der efterhånden var mere alá “måske er det egentlig meget cool det der?” end “hold nu kæft mand, hvor er det bare kikset 90’er!”. Lige siden Boy London billedet har de skøre sko spøgt i min underbevidsthed og det er som om at de gang på gang dukker op. Jeg bør virkelig gøre noget ved det. Altså – det er jo bare et par sko, ikke? Et par sko, der åbenbart får rigtig meget plads her på min blog i form af denne uendelige omgang kragetæer. Jeg stopper nu med ordene: “Det er okay at skifte mening, ikke?” og “Buffalos str. 37 søges!”.