Løb giver tankerne frit spil, hvorfor det er min foretrukne motionsform. Her skal jeg ikke tælle gentagelser eller holde styr på hvor mange kilos belastning jeg har på vægtskiverne. Jeg kan slå hjernen fra og lade tanker flyve. Det er underlige emner, der bliver taget op i mit hovede, når jeg motionerer. I dag var ingen undtagelse. For det meste tænker jeg meget over de relationer jeg har gjort mig i løbet af den seneste tid. Vurderer dem i forhold til mig selv og analyserer på stort set alt, hvad de har sagt eller gjort. Det er meget trættende og egentlig bare pisse åndsvagt, hvorfor jeg i dag tog mig selv – Christinna – op som emne. Det er en åndssvag måde at gribe livet an på. Hvorfor gå dag efter dag og gennemarbejde og analysere hver eneste lille oplevelse, man har haft den pågældende dag? Er mennesker virkelig så komplicerede, at man er nødt til den slags for at finde ud af hvor de vil hen – eller hvad de vil? Måske er nogle, men så komplicerede mennesker har jeg ikke tid eller overskud til at lade være en del af min hverdag. Det her tegner sig til at kunne blive en vanvittig lang smøre om kragetæerne, der egentlig virkede meget mere logiske i mit hovede, men som er svære at få skrevet ned, så de gi’r mening, hvorfor jeg vil afslutte det hele med et løfte til mig selv om, at jeg fra i dag stopper med at analysere på fortiden, og generelt bare er mere tilstede i nuet.

Wanderlust

“An irresistible desire to travel to understand one’s very existence”

Det sker at jeg får en ustyrlig trang til at smide alt, hvad jeg har i hænderne. Droppe alt omkring mig. Droppe alle omkring mig. Lade hverdagen være hverdag. Og forlade den – til fordel for noget nyt og noget spændende. Noget mere farverigt og noget mere levende. Det sker som regel i vinterhalvåret, eller når jeg bare har kørt i det samme trivielle hak for længe. Jeg føler mig rastløs og mangler nye udfordringer og ny inspiration. Jeg savner ting, der tager vejret fra mig og mennesker, der forbløffer mig – overrasker mig. Rodløs. Som i “uden fast holdepunkt i tilværelsen”. Det sker igen nu. Det gør min sindssyg.

Et udsagn, der burde motivere til at komme videre. Til at give slip. Til at begynde på en frisk. Det er lettere sagt end gjort og hårdere end jeg nogensinde havde regnet med. Det er nemt at tage ting for givet, så længe man har dem, men når de så ikke er inde for rækkevidde længere er det en anden sag. Så er det pludselig at jeg indser hvor stor en plads det har fyldt og hvor stor en del, det kommer til at fylde, i lang tid. Det gælder vel om at tage en dag af gangen for til sidst at nå målet. En dag af gangen. Ja.

Her er lidt til mændene, men også til os, der er gået i gang med projekt-summerlicious-2013 Det er altid super motiverende at se billeder af kvinder med smukke kroppe og det gør det lidt nemmere at få løbeskoene på eller at lade chokoladen blive på hylden i Rema.  Jeg regner med at holde jer opdateret om hvordan det går. Jeg skal tabe mig 6 kg for at nå ned på min drømmevægt og derudover skal jeg strammes op her og der (arme, mave, baller, lår red.). Det er et skønt projekt – især fordi jeg selv styrer det og fordi jeg kan få lov til at teste min selvdisciplin. At jeg skriver om projektet løbende her på bloggen gør mig bare endnu mere motiveret til at skabe resultater. Jeg vil bestræbe mig på at lave et fit-indlæg hver søndag, med en evaluering af ugen, samt gode råd om hvad man skal gøre – eller ikke gøre. Det bliver skide spændende! Men bare rolig – der går ikke sundhedsblog i den. Sundheden betyder bare ret meget for mig, så det er naturligt at det bliver en del af bloggen.

Dette er et meget personligt indlæg vedrørende et emne, jeg efterhånden er blevet konfronteret med mange gange og som har givet mig mange problemer. Det er emne, der fylder meget for mig, hvorfor jeg føler at det vil være en lettelse for mig at få det skrevet ned. Om ikke andet, så for min egen skyld. For ikke ret længe siden blev jeg refereret til som værende en af drengene. I øjeblikket tænkte jeg ikke nærmere over det, men det gik efterhånden op for mig, at jeg ikke ved om det er en titel, jeg ønsker. Det er sandt at jeg foretrækker at hænge ud med drengene over et spil bordfodbold og en kold øl, men det er af den simple grund, at jeg ved at de altid er der for mig og at jeg kan stole på dem. Samtidig ved at jeg de vil sige hvis der er noget de er trætte af, fremfor at gå og gemme på det. De er sgu så reelle og nemme. Sådan har jeg aldrig følt det med andre end lige nøjagtig den specifikke gruppe og det har været dem og mig i mange år efterhånden. De er mine gamle venner – nogle jeg til tider kan trænge til en pause fra, men som altid vil stå klar, når jeg er klar. Jeg har prøvet at være en del af en veninde-flok, men af latterlige årsager er den blevet splittet ad og der forventes derfor, at man skal vælge side, fremfor at vælge at se problemerne, der var årsagen til splittelsen som en bagatel, der ikke skal ødelægge det hele ad. Det er på sådanne tidspunkter at jeg hellere vælger at trække mig fra det hele, fremfor at skulle tage denne latterlige beslutning. Indtil for ikke ret lang tid siden havde jeg komplet mistet troen på at jeg nogensinde ville kunne finde mig nogle rigtige veninder igen – at jeg var dømt til at hænge ud med drengene og bajere resten af mine dage (ikke at det er skidt, men du ve’), men så startede jeg på mit (dengang) nye arbejde. Her er jeg omgivet af de skønneste piger. Nogle piger, jeg føler, at jeg kan stole på og som vil mig det bedste. Det har været svært for mig at lægge tanken, der sagde: “Nu bli’r der drama” fra mig, men jeg er efterhånden ved at blive bedre til det. Og det skyldes alt sammen disse skønne piger. Jeg vil for alt i verden aldrig undvære drengene, men måske skal det være mit nytårsforsæt at lære at sætte mere pris på og stole mere på de piger, der omgiver mig. Måske skal jeg blive bedre til at tage initiativ til at opsøge nogle oplevelser med disse piger, der kan gøre min tro på mig selv og dem stærkere. Det må være det. Det bliver en udfordring, men hele 2013 bliver generelt en kæmpe udfordring med så sindsygt mange ændringer. Allerede nu.