Stop Analyzing

Løb giver tankerne frit spil, hvorfor det er min foretrukne motionsform. Her skal jeg ikke tælle gentagelser eller holde styr på hvor mange kilos belastning jeg har på vægtskiverne. Jeg kan slå hjernen fra og lade tanker flyve. Det er underlige emner, der bliver taget op i mit hovede, når jeg motionerer. I dag var ingen undtagelse. For det meste tænker jeg meget over de relationer jeg har gjort mig i løbet af den seneste tid. Vurderer dem i forhold til mig selv og analyserer på stort set alt, hvad de har sagt eller gjort. Det er meget trættende og egentlig bare pisse åndsvagt, hvorfor jeg i dag tog mig selv – Christinna – op som emne. Det er en åndssvag måde at gribe livet an på. Hvorfor gå dag efter dag og gennemarbejde og analysere hver eneste lille oplevelse, man har haft den pågældende dag? Er mennesker virkelig så komplicerede, at man er nødt til den slags for at finde ud af hvor de vil hen – eller hvad de vil? Måske er nogle, men så komplicerede mennesker har jeg ikke tid eller overskud til at lade være en del af min hverdag. Det her tegner sig til at kunne blive en vanvittig lang smøre om kragetæerne, der egentlig virkede meget mere logiske i mit hovede, men som er svære at få skrevet ned, så de gi’r mening, hvorfor jeg vil afslutte det hele med et løfte til mig selv om, at jeg fra i dag stopper med at analysere på fortiden, og generelt bare er mere tilstede i nuet.

 

Sækken Er Tom

Okay, okay, okay. Så jeg fik ikke fyldt sækken i dag, men det skal nok blive gjort. Her en af dagene. Ja. Jeg tillod nemlig mig selv at sove længe og dase den til dårligt TV, det meste af dagen. Ja faktisk lige indtil at jeg skulle på arbejde kl. 15, men det var lige præcis sådan en dag, jeg trængte til. Da jeg fik fri tog jeg i fitteren. Det er jo ikke til at løbe udenfor med de glatte veje, så afsted kom jeg, og det var en dejlig tur. Nu vil jeg igen hoppe under dynen og tænde for TV3, der igen i år, har formået at gøre mig afhængig af deres latterlige realityshows, selvom jeg år efter år lover mig selv, at “jeg i år ikke skal se det hjernedøde bras!”, ak ja. Jeg mangler forresten nogle idéer til noget løbemusik. Noget glad musik med god bas. Anyone? Mathias? Come on… God onsdag!

Løb

Jeg elsker at løbetræne, men det har jeg bestemt ikke altid gjort. Jeg besluttede mig, før jul, for at jeg, efter lang tids pause grundet dovenskab, skulle i gang med at løbetræne igen. Derfor downloadede jeg en app til min telefon, med et løbeprogram der starter fra bunden og ender ud med at jeg til sidst kan løbe 10 km (eller 60 minutter) i træk. Det er en rigtig god idé med et løbeprogram, da det virker meget motiverende. Det er lidt ligesom at have en personlig træner, der fortæller hvornår jeg skal løbe og gå, og så gør det samtidig, at jeg presser mig selv lidt ekstra end hvis jeg ikke havde haft nogle retningslinjer at gå efter. Jeg søgte bare på “10K run” i App Store og så kom den frem. Det gode er at jeg samtidig kan høre mine playlister fra Spotify og samtidig høre hvad “træneren” siger. Musikken er nemlig også virkelig vigtig for mig når jeg løber. Der er ikke noget mere motiverende end god musik. Udover et løbeprogram skal viljen selvfølgelig være der. Det kan være svært – især nu hvor vejret er så koldt og vejene er så glatte. Jeg var heldigvis så heldig at få at par varme vinter løbetights i julegave, så kulden er som sådan ikke noget problem. Det gælder jo i virkeligheden bare om at pakke sig godt ind og sørge for at have et klæde eller lignende op foran ansigtet – i hvertfald i mit tilfælde, da jeg ellers får ondt i halsen. Det er ikke noget så smukt som et vinterlandskab, så om ikke andet, så kan man altid nyde hvor smukt, det er når man løber. Det gør egentlig også at man lidt glemmer hvor hårdt og koldt det til tider er. Billederne er fra min sidste løbetur hvor jeg lagde mærke til mange smukke ting i stedet for blot at kigge ned i jorden, som jeg tit har en tendens til. Det gjorde at løbeturen føltes kortere end normalt. Jeg kan kun nævne plusser ved at løbetræne. Du styrer selv tiden. Det kræver ingen forberedelse. Det kræver ikke et fitnesscenter. Løberuterne har aldrig lukket og du er kun dig selv med dine egne tanker. Og husk på at du kun fortryder, hvis du ikke gør det. Det er en sætning jeg bliver ved med at gentage, når jeg ikke rigtig synes at jeg gider. “Jeg fortryder det kun hvis jeg ikke gør det!”

Sunde Søndag

Det er søndag og som lovet, bliver søndage dedikeret til mit lille sundhedsprojekt. Jeg er ret dårlig til at få taget billeder af hvad jeg spiser, men jeg tog mig sammen og fik taget nogle stykker. Jeg har sagt farvel og tak til både ris, kartofler og pasta og goddag til voldsomme mængder broccoli, der er min yndlingsgrøntsag og den eneste, jeg føler, jeg kan blive rigtig mæt af. Det er gået over al forventning, og jeg glæder mig sådan set bare til at forsætte i næste uge. Udover alt dette har jeg fået løbet en del. Jeg er skide dårlig til at løbe, og jeg kan ikke engang løbe fire kilometer endnu, men så snart jeg når bare derop, skal I nok få det at vide. Mere om løb i morgen. Mine madrutiner er vildt simple. Jeg har ikke rigtig tid til at bevæge mig ud i de helt store kulinariske udskejelser, så min morgenmad består som regel af en smootie med frugt og spinat – og skyr, for at starte dagen ud med et godt protein-boost. Til formiddagsmad spiser jeg som regel et æble og til middagsmad en protein-muffin med en eller anden form for grøntsager (endnu mere protein). Når jeg kommer hjem fra skole og sukkertragen melder sig plejer jeg at drikke en kop varm chai med noget laktosefri mælk, da jeg prøver på at undgå både laktose og gluten i min kost. Jeg kan som regel aldrig spise noget om eftermiddagen efter sådan en kæmpe spand chai-te, så til aften spiser jeg en stor portion grøntsager med noget magert kød – som regel er det kylling, da det oftest er det billigste. Som aftenssnack er jeg blevet ret god til at spise mandler – eller også de helt fantastiske knækbrød, jeg har bagt. Sikke en lang smøre, men jeg håber på at det kan være inspiration. Efter selv at have skrevet det hele ned, sidder jeg her med en god følelse indeni og synes selv at jeg fortjener et skulderklap. Første uge er gået over al forventning, og det er godt klaret. Der var kun lige én dag hvor jeg virkelig cravede junkfood, men der biksede jeg lige mine helt egne sunde kalkun-nuggets sammen. Succes – og god søndag!

Fit #1

Her er lidt til mændene, men også til os, der er gået i gang med projekt-summerlicious-2013 Det er altid super motiverende at se billeder af kvinder med smukke kroppe og det gør det lidt nemmere at få løbeskoene på eller at lade chokoladen blive på hylden i Rema.  Jeg regner med at holde jer opdateret om hvordan det går. Jeg skal tabe mig 6 kg for at nå ned på min drømmevægt og derudover skal jeg strammes op her og der (arme, mave, baller, lår red.). Det er et skønt projekt – især fordi jeg selv styrer det og fordi jeg kan få lov til at teste min selvdisciplin. At jeg skriver om projektet løbende her på bloggen gør mig bare endnu mere motiveret til at skabe resultater. Jeg vil bestræbe mig på at lave et fit-indlæg hver søndag, med en evaluering af ugen, samt gode råd om hvad man skal gøre – eller ikke gøre. Det bliver skide spændende! Men bare rolig – der går ikke sundhedsblog i den. Sundheden betyder bare ret meget for mig, så det er naturligt at det bliver en del af bloggen.