Drengene – og pigerne…

Dette er et meget personligt indlæg vedrørende et emne, jeg efterhånden er blevet konfronteret med mange gange og som har givet mig mange problemer. Det er emne, der fylder meget for mig, hvorfor jeg føler at det vil være en lettelse for mig at få det skrevet ned. Om ikke andet, så for min egen skyld. For ikke ret længe siden blev jeg refereret til som værende en af drengene. I øjeblikket tænkte jeg ikke nærmere over det, men det gik efterhånden op for mig, at jeg ikke ved om det er en titel, jeg ønsker. Det er sandt at jeg foretrækker at hænge ud med drengene over et spil bordfodbold og en kold øl, men det er af den simple grund, at jeg ved at de altid er der for mig og at jeg kan stole på dem. Samtidig ved at jeg de vil sige hvis der er noget de er trætte af, fremfor at gå og gemme på det. De er sgu så reelle og nemme. Sådan har jeg aldrig følt det med andre end lige nøjagtig den specifikke gruppe og det har været dem og mig i mange år efterhånden. De er mine gamle venner – nogle jeg til tider kan trænge til en pause fra, men som altid vil stå klar, når jeg er klar. Jeg har prøvet at være en del af en veninde-flok, men af latterlige årsager er den blevet splittet ad og der forventes derfor, at man skal vælge side, fremfor at vælge at se problemerne, der var årsagen til splittelsen som en bagatel, der ikke skal ødelægge det hele ad. Det er på sådanne tidspunkter at jeg hellere vælger at trække mig fra det hele, fremfor at skulle tage denne latterlige beslutning. Indtil for ikke ret lang tid siden havde jeg komplet mistet troen på at jeg nogensinde ville kunne finde mig nogle rigtige veninder igen – at jeg var dømt til at hænge ud med drengene og bajere resten af mine dage (ikke at det er skidt, men du ve’), men så startede jeg på mit (dengang) nye arbejde. Her er jeg omgivet af de skønneste piger. Nogle piger, jeg føler, at jeg kan stole på og som vil mig det bedste. Det har været svært for mig at lægge tanken, der sagde: “Nu bli’r der drama” fra mig, men jeg er efterhånden ved at blive bedre til det. Og det skyldes alt sammen disse skønne piger. Jeg vil for alt i verden aldrig undvære drengene, men måske skal det være mit nytårsforsæt at lære at sætte mere pris på og stole mere på de piger, der omgiver mig. Måske skal jeg blive bedre til at tage initiativ til at opsøge nogle oplevelser med disse piger, der kan gøre min tro på mig selv og dem stærkere. Det må være det. Det bliver en udfordring, men hele 2013 bliver generelt en kæmpe udfordring med så sindsygt mange ændringer. Allerede nu.