Okay, så var det at jeg i dag skulle i Genneren efter et bord, jeg havde fået sat til side og lige da jeg træder ind af døren, står de der. Et par helt fantastiske Buffalo-boots til 50 kroner. Desværre var det en str. 39, hvilket ville se totalt latterligt ud på min str. 37. 

Jeg ved ikke hvor den pludselige Buffalo-obsession kommer fra, for jeg husker tydeligt, da jeg for to år siden boede i København og en ret så cool tøs kom gående forbi mig i Store Kongensgade iført et par, hvor jeg tænkte: “Jeg gør det aldrig igen – ALDRIG!”. Det var som om, at jeg i min Spice Girls-periode i slutningen af 90’erne fik nok af Buffalo’s og indså at det var en skrækkelig form for mode og dermed blev fast besluttet på at jeg aldrig ville springe med på den vogn igen. Dette var altså lige indtil at Camilla og jeg var på Carlsberg til den vildeste Robyn koncert, hvor selveste Robyn var iført Buffalo-lignende boots. Det fik mig igen til at genoverveje situationen, men alligevel droppe det, “da det jo kun er Robyn, der kan pull’e det off”. Et halvt år senere i jagten på inspiration – og en Boy London Tee til billige penge, faldt jeg over et billede på en tilfældig blog, hvor en Boy London model var iført et par. Jeg var rystet – ikke så meget over billedet og skoene, men mere over min egen reaktion, der efterhånden var mere alá “måske er det egentlig meget cool det der?” end “hold nu kæft mand, hvor er det bare kikset 90’er!”. Lige siden Boy London billedet har de skøre sko spøgt i min underbevidsthed og det er som om at de gang på gang dukker op. Jeg bør virkelig gøre noget ved det. Altså – det er jo bare et par sko, ikke? Et par sko, der åbenbart får rigtig meget plads her på min blog i form af denne uendelige omgang kragetæer. Jeg stopper nu med ordene: “Det er okay at skifte mening, ikke?” og “Buffalos str. 37 søges!”.

Is this the perfect guy or what!?

Det virker til at der er gået lidt for meget sundhed i bloggen. Det skal være slut nu. Jeg vil dog lige sige, at Anders fik en masse usundt mad med hjem i dag – så der er efterhånden tømt ud. Og nu ikke mere om det, men han var glad. Billedet er fra i går. Jeg elsker print. Jo mere, jo bedre. Og det er så cool at gå all in og bære det helt samme print fra top til tå. Det er bare lidt farligt i en by som Aalborg, der ikke er vant til at se andet end minimalisme og casualitet, men det burde være noget, Aalborgenserne skulle vænne sig til – og noget jeg skulle vænne mig til. Det er svært at skeje ud i en by som Aalborg, hvor der hersker en del jantelov, men jeg tror på at man bare skal være ligeglad og gøre det. Jeg har i hvertfald en flok venner og veninder, der ikke synes at det gør noget at være anderledes – for vi er alle sammen så forskellige og det er helt fantastisk. Aalborg, du er dejlig, men nogle gange er du lidt for konservativ – det skal vi have lavet om på.

Jeg er så heldig at have fri hver onsdag, (det gode lærerstuderende-liv) hvorfor jeg hver uge tilbringer hele dagen med at få gjort de ting, jeg eller ikke ville nå – som f.eks. at forkæle mig selv med en tur til frisøren. Jeg har i lang tid ville være blond (igen), men efter en periode med mørkt hår er det en længere proces. I dag fik jeg så endelig afsluttet denne alt for lange og skrækkelige proces med dertilhørende pis-gule nuancer og er nu blevet blond – sådan på den naturlige, ikke pis-gule måde. Det er en fantastisk følelse (I know it sounds corny, but it is) og jeg elsker det. Det passer meget bedre til min skandinaviske hud og mind mig lige om, at jeg ALDRIG skal blive farvet mørkhåret igen, hvis jeg en dag skulle få den tanke – igen. Nu skal jeg bare have fat i min bedste ven, sølvshampoo’en, så det kan blive lidt sjovt, i stedet for … bare blond – selvom det er så lækkert! Det var sødeste Michelle, jeg igen i dag betroede mig til og hun klarede det, som altid, helt perfekt. Og jeg fik lov til at sidde ekstra længe i massage-stolene. What a day! And no emotional crap from me today, cause today I’m blond – and I’m happy’ish.